
Sophia Selsbæk
Klinisk psykolog
Om mig
Privat er jeg bosat lidt uden for Odense med min mand og vores søn. Jeg er uddannet cand.psych fra SDU i 2019 og autoriseret (klinisk psykolog) i 2022. Efter uddannelse har jeg arbejdet et år i psykiatrien, og de seneste seks år har jeg arbejdet med vold i nære relationer.
Mit primære arbejdsområde er terapi for unge og voksne. Jeg har særlig kompetence i svære følelser, selvværd, forsvarssystemer og kobling af fortidens oplevelser med nutidens mønstre. Jeg har særlig erfaring fra flere traumeområder, blandt andet med vold i nære relationer og senfølger efter seksuelt misbrug i barndommen.
Som terapeut er jeg varm og konfronterende - jeg lægger stor vægt på et trygt rum og en god relation, hvor der også arbejdes med pres på de forsvarssystemer, som du ønsker at bryde.
Jeg arbejder primært efter metoden ISTDP, intensiv dynamisk korttidsterapi, men møder dig hvor du er og tilpasser behandling i samarbejde med dig. Jeg har supplerende metoder fra compassion fokuseret terapi, kognitiv terapi og emotionsfokuseret terapi, og benytter mig af videnskabeligt anerkendte, psykologiske metoder. Jeg foretager løbende kvalitetssikring af mit arbejde gennem supervision og videreuddannelse.
Jeg er klinisk psykolog (tidligere kaldet autoriseret psykolog) og i gang med min specialisering i psykoterapi for voksne. Desuden er jeg medlem af Dansk Psykologforening og er underlagt gældende regler om tavshedspligt, journaliseringspligt og fag-etiske principper. Jeg har ikke ydernummer, og kan derfor ikke tilbyde forløb med tilskud efter henvisning fra egen læge.
